Category Archives for Groove dance

Groove dance i København for de morgenfriske

Groove dance med Kirk Rønler. Jeg er på og jeg glæder mig! Fredag morgen på Frederiksberg. Faktisk hele 6 af slagsen, for jeg har meldt mig til hendes “Groove forløb fredag morgen”. Så står vi op.

Den første gang til groove dance

Med halvsøvnige øjne cykler jeg gennem det morgenstille København og glæder mig til at bevæge og mærke min krop. Jeg har besluttet mig for at give den gas og give mig hen. Ikke lade mig begrænse af de gamle besnærende bånd som en anden pinochio dukke. Og min forventning bliver i dén grad indfriet! Det starter allerede da Kirk tager imod på sin smittende og ligetil facon. Og så den hyggelige (spejlløse) sal, der er oplyst af stearinlys.  Stemningen er sat.

Lige så stille kommer der flere dryssende ind i salen i stearinlysenes skær. Nogle kender hinanden, men vi er også en del der ikke gør.

Hvordan er det så, det der groove dance?

Skulle jeg beskrive det ultra kort, ville det være “let og sjov dans”. En time med mig selv og min krop i centrum. Groove dance med Kirk Rønler gør bevægelse til en nydelse og en leg. Til hver enkelt sang, viser hun nogle simple trin som er udgangspunktet for bevægelsen. Og herfra er det “bare” at fylde på. Mærke efter og følge de impulser jeg får i min krop. At få vist nogle nemme dansetrin som passer til musikken, gør det tryggere fordi det giver en ramme at bevæge sig ud fra. Og samtidig er det frit og  legende fordi bevægelserne min krop ellers gør, ikke er bestemt på forhånd!

Jeg duer ikke til faste koreografier, men har brug for plads til at følge min krops impulser – og det får jeg mulighed for med groove dance! Samtidig er det fedt at få lidt grundtrin til futterne.

Spoler jeg år tilbage, så ved jeg at jeg ville have begrænset min udfoldelse pga. usikkerhed og utilfredshed med min krop. Men ikke mere. Bevares, jeg går da stadig igennem nogle lag i min blufærdighed, som f.eks. når jeg med “Wax on – wax off”, skal røre mine bryster og baller. Men det skønne er jo netop, at de andre i salen gør præcis det samme! Og Kirk er god til at italesætte blufærdighederne og få mig til at give endnu mere slip. Så på en eller anden måde, er det ikke helt så “farligt” i hendes selskab.

Groove dance kan ikke gøres forkert!

Selvom jeg efterhånden har lavet meget fri bevægelse og forskellig gruppetræning, tænkte jeg alligevel på vejen derind ” kan jeg nu finde ud af det?” Og til min store lettelse fandt jeg ud af, at der ikke er noget at skulle finde ud af. Andet end at slå hovedet fra og overgive dig til kroppen!

 

Du danser med dig selv og for dig selv, i en hvirvel af andre kvinder, som gør det samme!

 

Og det er vel nok det jeg allermest kan lide ved det. Kom som du er. Vær som du er. Bevæg dig som du har lyst! What’s not to love?

Så længtes du efter at danse og bevæge din krop i et forum hvor du kan komme som du er, er groove dance med Kirk Rønler HELT KLART at anbefale.
Du kan læse mere om Kirk Rønler og hendes fredag morgen groove forløb her:

Fredag morgen groove

Fik jeg sagt at Kirk Rønler, ligesom jeg, er fortaler for sunde kropsidealer?

Du kan skrive dig op til hendes nyhedsbrev og få 5 gode tips til at slutte fred med din krop, lige her:

Få 5 tips til at slutte fred med din krop lige her