Category Archives for Ikke kategoriseret

Kropsopfattelse og kropsbillede og dets betydning

Kropsopfattelse og kropsbillede: hvad er det egentlig og hvad betydning har det for dit forhold til din krop? Betyder det overhovedet noget for tilfredsheden med din krop og glæden ved den? Det korte svar er JA for søren. Det lange svar kommer her. Læs med og bliv klogere på hvad kropsopfattelse og kropsbillede egentlig er for en størrelse og hvorfor det er vigtigt at forholde sig til, hvis ønsket er at kunne føle dig hjemme og tilrette i din krop.

Hvad er kropsopfattelse?

 

Det er måden du oplever og opfatter din krop. Men måden du oplever og mærker din krop, består af mere end øjet der ser. Det er slet ikke så enkelt endda. Det består nemlig af  konkret sansning men også af de følelser og tanker, du har forbundet med din krop. Optimalt er det, når der er nogenlunde balance imellem de to. Det konkrete og følelsesmæssige kropslige univers. For er der balance, vil måden du oplever og opfatter din krop have et konkret og realistisk fundament og dermed være mere stabilt.

Men vi kvinder er ofte rigtig gode til at fokusere på følelserne og tankerne omkring vores krop. Og jo mere vi fokuserer på dem, jo mere omskiftelig og negativ en kropsopfattelse har vi. Så har du problemer med at acceptere din krop eller skifter måden du har det i din krop meget, så fylder følelser og tankerne omkring din krop, højst sandsynligt alt for meget.

Og din kropsopfattelse – altså måden du oplever og opfatter din krop – er tæt forbundet med dit kropsbillede. Både dit indre kropsbillede. Det du ser for dig med lukkede øjne. Og dit ydre kropsbillede, som er det du ser, når du kigger dig selv i spejlet.

 

Din kropsopfattelse og dit kropsbillede har ikke nødvendigvis hold i virkeligheden.

 

Faktisk er det sådan at jo længere væk fra din krop du kommer, jo mere urealistisk bliver din kropsopfattelse. Og jo mindre konkret kontakt til din krop du har, jo mere påvirkelig og ustabil er din kropsopfattelse.

Istedet bliver det følelserne og tankerne, der får lov at afgøre måden du opfatter og oplever din krop. Og det bliver følelserne og tankerne der afgør hvad dine øjne ser i spejlet.

Jo mindre konkret kontakt til din krop du har, jo mere optaget bliver du også af andre. Hvad tænker de om mig? Er hun pænere end mig? Tyndere end mig? Dygtigere end mig? Tanker som forstørrer usikkerheden og utilfredsheden… og tanker som igen påvirker oplevelsen og opfattelsen af din krop.

Den gode nyhed?

Kropsopfattelsen og kropsbilledet er ikke en statisk størrelse.

 

De kan ændres. Du kan arbejde dig frem til en realistisk og konkret kropsopfattelse og en kærligt, realistisk kropsbillede. Det som er udgangspunktet for at kærligheden til din krop kan vokse sig større. Forenklet sagt, gælder det om at fokusere mere på den konkrete sansning af kroppen fremfor de følelser  og tanker du har forbundet med den. For nogle er det rimelig nemt, at lave det skifte. For andre er det ikke helt så nemt.

For mange ved ikke hvad de skal gøre af ubehaget der opstår når kroppen mærkes. Så istedet strander de her. Bliver væltet gang på gang, af de selvkritiske tanker om kroppen og måden man ser ud. Jo længere tid du har været opslugt i den følelsesmæssige dimension af din krop, jo flere år utilfredsheden og selvkritikken har domineret din tilgang til din krop, jo mere arbejde vil det selv sagt kræve.

Men at opbygge en konkret og realistisk kontakt til din krop, så der kommer balance imellem de to dimensioner, er muligt. Med en god portion tålmodighed, mod, blidhed og de rette værktøjer.

 

Vidste du at:

 

  • Fylder den følelsesmæssige dimension af din krop for meget, kan du det ene øjeblik være vildt begejstret for din krop og det næste øjeblik være fyldt at lede og væmmelse ved den.
  • Jo mindre i kontakt med din krop du er, jo mere omskiftelig og ustabil er din kropsopfattelse?
  • Din kropsopfattelse og dit kropsbillede ikke nødvendigvis er virkeligt?
  • Din kropsopfattelse påvirker dit humør og dit velbefindende?
  • Din kropsopfattelse og dit kropsbillede også påvirker din adfærd?

 

Ifølge en artikel bragt i Information, har forskning vist at “et negativt billede af ens krop, påvirker både kvinders selvtillid på arbejdspladsen, i skolen og i intime relationer. Forskningen er foretaget på en gruppe med 49.000 kvinder, så det taler sit tydelige sprog.

 

Du kan ikke tale dig til en realistiskt kropsopfattelse

 

Du kan forstå nok så meget med hovedet. Du kan sige nok så mange gange, min krop er pæn, min krop er pæn, min krop er pæn. Men det er ikke nok. At opbygge en konkret kropsopfattelse og et realistisk kropsbillede, forudsætter at du sætter din krop i spil.

Du skal undersøge hvordan de to dimensioner kommer til udtryk for dig og finde ud af, hvilken dimension der er dominerende og dermed afgør din kropsopfattelse og dit kropsbillede. Herudfra kan du gradvis tage de nødvendige skridt, for at bringe balance. Og med den rigtige forståelse af din krop og den rigtige kontakt til den, vil du vide hvad du skal gøre af ubehaget og de kritiske tanker som ellers forsøger at holde dig fast i en bestemt måde at se og opfatte din krop på.

Spørg dig selv om følgende:

Hvordan vil du beskrive din kropsopfattelse og dit kropsbillede? Positivt, negativt eller neutralt? Stabilt eller omskifteligt? Hvor optaget er du af dit udseende og størrelsen på din krop? Hvor stor betydning har det for dit overordnede velbefindende, dit humør og glæde ved livet?

 

Har du en fornemmelse af at følelserne og tankerne omkring din krop fylder for meget, så øv dig på følgende:

 

  1. Fokusér på det du fysisk mærker i din krop.
  2. Vurdér din krop mindre – du behøver ikke synes og mene noget om den, hele tiden.
  3. Fokusér på din krops styrker og ressourcer.

 

Og husk nu, du er god nok, uanset størrelsen på din krop!

 

Kærligst Diane

 

Vil du have min hjælp til at opbygge en sund kropsopfattelse og et realistisk kropsbillede?

Onlinehjælp:

I mit onlineforløb Fra kropshad til kropsfred, lærer du at skabe den rigtige kontakt til din krop. Du går på opdagelse i de to dimensioner, den konkrete og den følelsesmæssige. Hvordan kommer de til udtryk for dig? Og hvad betydning har de for dit humør og oplevelsen af din krop? Du lærer konkrete, kropslige øvelser til at genskabe den realistiske og konkrete kontakt til din krop, så din kropsopfattelse og dit kropsbillede får mere hold i virkeligheden og bliver mere stabilt.

1:1 hjælp:

Under 1:1 sessioner går vi sammen på opdagelse i dit forhold til din krop. Med mine hænder, aflæser, stimulerer og guider jeg dig til at mærke og forholde dig til din krop, på en ny og mere kærlig og rummelig måde. Læs om mine 1:1 sessioner her. 

 

Hvordan ser indre balance ud?

I øjeblikket sidder jeg og finkæmmer internettet for billeder, der for mig symboliserer indre sundhed, indre fred, selvaccept og selvkærlighed. Billeder jeg skal bruge til mit kommende onlineforløb, blandt andet.

Til indre sundhed er det billeder af mad og slanke kroppe, til indre fred er det slanke kroppe i yogastillinger og budha lignende figurer. Meget fine billeder, men bare ikke lige dem jeg har lyst til at bruge i denne her sammenhæng.

Fordi for mig kan den indre ro findes andre steder end  i yoga. Fordybelse og stilhed symboliseres på anden vis end i budhalignende figurer. Ligesom at hvile i sin krop ikke afgøres af om  den er tyk eller tynd. Nødvendigvis.

Og det giver mig lyst til at dele lidt om min overvejelse om min brug af billeder. Noget der især optog mig da jeg skulle udgive min bog. Skulle der billeder med fra jeg var tyndest og tykkest? Overvejelsen landede på nej. For jeg ønskede ikke at skabe en “før og efter” agtig stemning omkring det.

For en spiseforstyrrelse, uanset hvordan den kommer til udtryk, handler om alt andet end mad og krop. Om alt andet end udseende. Den handler om at håndtere sine følelser på en anden måde end ved at bruge maden. Og det handler om at kunne være i sin krop. Acceptere den. Leve med den.

I arbejdet med mine klienter, lærer jeg dem vigtigheden af at leve indefra og ud. Som modsætning til det spiseforstyrrelsen lægger op til; udefra og ind.

 

At leve udefra og ind ser sådan her ud:

 

Hvad tænker ham der om mig? Ser jeg ikke for tyk ud? Jeg er ikke ligeså pæn som hende der ovre! Jeg kan ikke starte til dans før jeg har tabt mig! Jeg må heller gøre det de andre gør, så jeg kan passe ind! Så jeg ikke  skiller mig ud!

Alt sammen noget, der gør at du tager afstand fra din krop, at du ikke rigtig mærker den og derfor ikke lever i samråd med den. Du er ikke lydhør overfor din krop. Du er ikke ven med den.

Og hvor er du henne i det? Det er godt nok inde i dit hoved dialogen den foregår, så du er der jo. Men hvad med “hvad mærker jeg? hvad kan jeg lide? hvad har jeg lyst til?

Det er en by i Rusland, når mad, krop og mindreværd fylder det hele ik?

 

Modpolen – at leve indefra og ud – ser sådan her ud:

 

Jeg har lyst til at danse idag, så det gør jeg. Min mavefornemmelse fortæller mig at jeg skal gå den vej, så det gør jeg. Jeg ved jeg er god nok, også selvom jeg fik kvajet mig. Jeg værdsætter min krop. Jeg mærker min krop. Jeg ser måske ikke ud som pigerne i bladene, men jeg kan godt lide min krop alligevel. Hende jeg sidder ved siden er er måske tyndere end mig, og?

En helt anden måde at leve dit liv på ik? Indefra og ud. Her lytter du nemlig til din krop. Du er ven med den og kan navigere ud fra det, den fortæller dig. Du viser dig selv at du værdsætter dig selv. Du er solidt forankret i din kerne – i dig.

At leve indefra og ud, er altså at kunne mærke din krop og at leve i samråd med den. Det er at mærke hvad din krop fortæller dig. Det er     at mærke og respektere hvis den fortæller dig at noget skal laves om. Det kan være alt fra stillingen du står i, til at stoppe dine tanker der flyver afsted og skaber indre uro, med dertil hørende impuls til at proppe dig med mad.

Når du har fat i dig selv, indefra og ud, behøver du heller ikke binde hele dit værd op i det ydre; i størrelsen på din krop, din frisure, dit tøj, og hvorvidt du fik sagt det rigtige da du ville osv.

 

Og pyyyhhhaaaaa, kan det lige tage et pres fra dine skuldre!

 

Men for lige at vende tilbage til det med billederne; jeg er helt med på at det visuelle taler meget til os. Det gør det også til mig. Og jeg er med på, at vejer du alt, alt for meget pga. overspisning, og ønsker at tabe dig, så kan billeder være motiverende. Been there and I get that.

Men når det handler om andet end slankekure og derimod krop og sind i balance, så er kroppen (det ydre) kun en del af målestokken. Og uanset hvor du er i din proces med at finde dig til rette  i din krop, så er vejen at kunne leve i den og med den, at forholde dig til den indefra og ud! Uanset størrelse og form.

Og det er derfor jeg leder med lys og lygte, efter billeder som kan symbolisere selvkærlighed og det at hvile i sig selv, på anden vis end f.eks. slanke kroppe.

For er du usikker på dig selv og utilfreds med din krop, så ryger du automatisk over i at tolke at du skal se ud som hende på billedet, før du kan være glad og finde den indre ro, som du søger.

Og vupti, så er du ovre i billedet og altså væk fra dig selv igen. Du forholder dig til dig selv udefra og ind. Giver det mening? Det håber jeg!

Det med størrelsen på din krop, vil iøvrigt også nemmere kunne falde på plads, når først du er i din krop. For så kan selvkærligheden, omsorgen og selvværdet vokse og smitte af på hele din måde at behandle dig selv på. På din måde at spise på.

Mange har været nysgerrige på min kropslige rejse. På om det virkelig kan have været så slemt som jeg beskriver. De siger de slet ikke kan forestille sig at jeg har set anderledes ud.

Jeg har derfor besluttet at gå i gemmerne og dele et billede, fra den svære tid i mit liv. Fra dengang min krop var størst, fra der hvor jeg græd mig i søvn, fra der hvor mine øjne var slukkede og jeg langt fra levede mit liv fra kernen i mig.

Billedet vil jeg dele med dig der følger med på mit nyhedsbrev.

Og indtil jeg har fundet det frem, kan du finde inspiration til at leve dit liv indefra og ud. Det finder du, i den gratis miniguide du automatisk modtager som abbonent på mit nyhedsbrev.

 

Værd dig selv,

Kærligst Diane

 

Ps. 

Skriv dig op til mit nyhedsbrev og få mit gratis minikursus som hjælper dig igang med at kunne bruge din krop til at løsrive dig fra spiseforstyrrelsen. Tilmeld dig lige her: