Category Archives for Indre vejleder

Har du et mål?

Endnu en modig og skøn kvinde er ved at nå til vejs ende i sit behandlingsforløb hos mig. Derfor har vi netop gjort status over forløbet, set på hvad hun har fået ud af det og om hun har fået indfriet sine mål.

At sætte sig et mål er altid godt. For med et mål udstikkes en retning. 

I starten af et forløb beder jeg derfor altid min klient, beskrive de forhåbninger og mål hun har med behandlingen. For hende her, var det ønsket om at slutte fred med sin krop der havde bragt hende til mig. Det kan i sig selv være et meget vidt begreb, og kan betyde noget forskelligt fra person til person.

Derfor vil jeg altid hjælpe med at komprimere og finde frem til essensen.

 

Ved du hvad det er?

Det er der flere grunde til. Dels fordi jeg som behandler kan have en anden opfattelse af hvad det vil sige f.eks. at slutte fred med sin krop. Det ville nemt kunne føre til misforståelser og fejltolkninger i mellem os. Den anden og mindst lige så vigtige grund er, at min klient meget nemmere vil kunne gå efter målet, hvis hun helt konkret ved hvad det er. Ved hvad det vil betyde i praksis.

 

Kan du mærke det?

Det gælder os alle sammen. Også dig. For jo mere konkret du kan gøre dit mål og jo mere præcist du kan beskrive det, jo mere håndgribelig og virkeligt vil det føles. Og jo mere virkeligt det føles, jo bedre  vil du kunne mærke det, både følelsesmæssigt og fysisk. 

Jo bedre du kan sanse og fornemme det mål du arbejder for, jo hurtigere og nemmere vil du også komme gennem de udfordringer og udsving du møder på din vej. For at arbejde på at opnå en gennemgribende forandring er ikke en lige vej. Det er en vej der byder på gode og dårlige dage, op- og nedture, og øjeblikke hvor man bare har lyst til at smide håndklædet i ringen.

Og det er hér du vil have stor gavn af at have gjort dit mål så levende som muligt. For når først du har mærket, virkelig mærket det du drømmer om, stræber efter og arbejder for, så vil du til hver en tid, kunne lukke dine øjne og genskabe følelsen af hvad det vil betyde for dig at nå derhen.

Da jeg bad min klient uddybe hvad det ville betyde for hende at slutte fred med sin krop, sagde hun at hun ville blive mere fri til at leve livet.

De ord kiggede vi nærmede på og fandt frem til, at denne frihed helt konkret betød, at hun ikke ville holde sig selv så meget tilbage som hun gjorde nu, at hun ikke ville isolere sig og at hun ikke mere ville sammenligne sig selv med andre.

Så er der noget du kunne tænke dig at ændre? Noget du drømmer om? Måske der er en gammel måde at tænke og være på, som ikke længere tjener dig? Uanset hvad det er, så tag dig god tid til at formulere for dig selv, hvad det helt konkret vil betyde for dig at opnå den forandring.

Smag på ordene, føl dem og mærk dem. For på den måde aktiveres alle celler i din krop og støtter dig i din stræben efter målet!

 

Vær god ved dig selv,

Diane Jasmin

 

Ps. Min klient nåede sine mål og blev iøvrigt glædeligt overrasket undervejs. For hun opdagede der fulgte endnu flere fantastiske ting med, ved at slutte fred med sin krop og ikke længere måle sig selv og sit værd, i forhold til andre.

Står der forandring på programmet?

Mærker du en indre uro?

Kender du fornemmelsen af at der er noget du overhører? Som om en indre stemme prøver at fortælle dig noget, vise dig noget. En længsel som vokser sig større og større? Det er ikke engang sikkert du ved hvad det præcis er, denne hvisken prøver at fortælle dig,men du kan mærke den. For den sidder i din krop, som en indre, irreterrende uro. I et forsøg på at ignorere den og få den til at gå væk, prøver du måske at lave lidt ydre støj. Det kan være du spiser, ja måske ligefrem propper dig med mad. Måske du forstørrer ubetydelige “dramaer” eller vælger kampe som slet ikke er dine. Alt sammen i et kortvarigt forsøg på at undgå at handle, undgå at blive stille og lytte efter. Undgå at mærke indad og mærke efter.

 Kan du høre en stille hvisken?

Alt nyt er i sagens natur, noget du ikke kender. Endnu. Du ved ikke hvordan det vil være at have denne nye ting eller være i denne nye tilstand, som dit indre hvisker til dig at du skal åbne dig for. Og denne faktor i sig selv  gør, at forandringen – uanset om det er til noget bedre eller ej, skaber et øjebliks utryghed. Som jeg skriver i min bog,så er det en slags limboland, hvor en tilvænning skal ske. En periode hvor en del af dig skal erfare, at forandringen i sig selv er ganske ufarlig. Så når du overhører og overdøver den stille hvisken indeni, kan det altså være en måde at beskytte dig selv, mod at mærke den utryghed som følger med enhver forandring. Men selvom du ignorer det og ikke vil kigge på det, så forsvinder det som bekendt ikke. Istedet skrues der op for volumen, til du på et tidspunkt  ikke længere kan lade som om det ikke er der. Så det der startede som en indre uro, bliver måske til hovedpine, angst, smerter i nakken, spiseanfald eller noget helt femte. Det er noget der er værd at være opmærksom på, hvis du ønsker at slippe fri af  dårlige vaner og destruktive mønstre. Ønsket om ikke at mærke utrygheden ved det nye, that is. Det kan nemlig være  en stor medvirkende årsag til, at du aldrig helt finder balancen i dit forhold til mad. Men det er også sådan at stress og andre “moderne” tilstande opstår, fordi vi i bund og grund ikke lytter efter vores egen indre vejleder, vores mavefornemmelse  om du vil; Vi siger ja når vi mener nej og vi lader hovedet bestemme hvor meget vi bør kunne klare osv. Ofte oplever jeg mine klienter føle sig utrolig lettede, når de hører det. At der ikke som sådan er noget “galt”  med dem, men at de egentlig bare ikke tør mærke efter, fordi det jo forpligter, når først man har erkendt og fået øje på sjælens hvisken.

Lad uroen passere gennem din krop

Den indre uro mærker jeg altid når noget nyt står for døren, som i øjeblikket hvor min bog er ved at bliver oversat til engelsk. MAJOR THING, som uden tvivl sender bølgesus igennem min krop. Bølger af begejstring, forventning, glæde, bekymring, angst og tvivl. Jeg mærker uroen, hilser den velkommen og lader den stilne af i sit eget tempo. Uden at løbe fra den eller forsøge at skubbe den væk. Men sådan har det ikke altid været;  tidligere da jeg ikke havde redskaberne til at træde ud af de negative tanker og smertelige følelser uroen afstedkom, var jeg hele tiden ude af mig selv; mad, ikke mad, mad, ikke mad, mad, ikke mad. Og alt hvad jeg havde brug for, var at stoppe op, blive stille og invitere tilliden indenfor. Så mærker du en indre uro lige nu, fornemmer du en forandring er på trapperne og har du brug for at komme hjem i dig selv igen, så prøv følgende; Afsæt 5 minutter hvor du kan være uforstyrret. Sæt dig godt til rette og luk dine øjne. Mærk hele din understøttelsesflade; kontakten mellem din krop og stolen/puden du sidder på. Flyt nu din opmærksomhed til dit åndedræt, registrér hvordan det bevæger sig ind og ud af din krop. Mærk hvordan underlaget støtter og bærer din krop, som du sidder der og tillad dig selv at lade dig bære for en stund. Slut af med at tage 3 dybe indåndinger hvor du på udåndingerne lader din krop synke dybere ned i underlaget. Åbn dine øjne, mærk igen din understøttelsesflade og læg   så mærke til, om ikke der er kommet lidt mere ro indeni. Kærligst Diane Ps. tænk sig en pakke te kan indholde så meget visdom:-)