Category Archives for Tankestrøg og andre finurligheder

Spiseforstyrrelsen er ikke hele dig

Du er så meget mere, end din spiseforstyrrelse!

Lad mig starte med at sige, at jeg har et anstrengt forhold til selve ordet spiseforstyrrelse. Måske fordi det er et ord, der har fulgt mig i rigtig mange år. Helt konkret i de 12 år jeg havde en spiseforstyrrelse, både i form af bulimi og tvangsoverspisning.

Og JA, det har været et helvede at leve med en spiseforstyrrelse i så mange år, ingen tvivl om det. Og JA, selvom det er mere end 9 år siden jeg once and for all, slap fri af min spiseforstyrrelse, så kan jeg stadig huske smerten.

Smerten ved at være fanget i min krop, smerten ved at længtes efter at leve og samtidig slet ikke turde. Smerten ved hele tiden at lytte til den indre plade der var gået i hak, og som konstant gentog “du er nul og niks, du er tyk, du er grim”… osv. osv. osv. Og behøver jeg sige, at den indre plade bar titlen “Dianes spiseforstyrrelse”.

Ved nærmere eftertanke ved jeg egentlig ikke om ordet “anstrengt” er  det helt rigtige at bruge om mit forhold til ordet spiseforstyrrelse. Men det er ihvertfald et ord, med hvem jeg har en lang historie. Både ensomheden, skammen og følelsen af at slet ingen i verden forstod mig.

Jeg følte mig placeret i en kasse, som “hende den spiseforstyrrede”, hende man skulle være varsom med, for hun var skrøbelig og sær med sin mad. På en måde følte jeg mig brændemærket af det ord. Som om det stod skrevet i min pande, og dermed var det første verden mødte mig med.

Og det er nok her, jeg får ordet spiseforstyrrelse galt i halsen. For jeg var jo så meget mere end den. Jeg var også en god ven, jeg var ærlig og kærlig, jeg var venlig ved dem jeg mødte på min vej, jeg kæmpede en benhård indre kamp, jeg var sej og ukuelig.

Et forstyrret forhold til mad

 

I virkeligheden kan jeg meget bedre lide betegnelsen “et forstyrret forhold til mad”. Det er på en måde mindre farligt og lugter ikke lige   så langt væk af en kasse man skal passes ind i.

Forstå mig ret, ordet spiseforstyrrelse som diagnose – uanset i hvilken form den giver sig til udtryk – har sin berettigelse og sin plads.

Men lige idag, her i blæsevejret og regnen, funderer jeg over vigtigheden af at kunne se mennesket bagved spiseforstyrrelsen. Mennesket bagved det anstrengte og rigide forhold til mad. Mennesket bagved selvhadet og det stærke ubehag ved at være i sin krop.

For der er altid et menneske bag. Et stort, varmt hjerte der banker. Et menneske, der blot er gået skævt af livet. Et menneske der fejlagtigt tror, at dets berettigelse til at være i verden, skal findes i maden og kroppen.

Med dette indlæg, vil jeg opfordre dig der kender en med en spiseforstyrrelse, til at holde om ham eller hende. Hvis du ikke kan få lov fysisk, så hold om din ven følelsesmæssigt. Mind ham eller hende om, hvorfor du er så glad for at de er en del af dit liv.

Og til dig som har en spiseforstyrrelse, vil jeg sige, at selvom det er hårdt – umenneskeligt hårdt, så tror jeg på at du kan finde vejen ud. For der er altid en vej ud af spiseforstyrrelsen. Altid!

Og husk på, at du er så meget mere end din spiseforstyrrelse. Selvom  den optager alle dine tanker og hele dit sind, så er den ikke dig. Det den er, er et fejlagtigt forsøg på at håndtere dine følelsesmæssige udfordringer.

Du fortjener friheden!

 

Kærligst Diane